
Din hverdag på NE
Livet på skolen
Du får en hverdag med undervisning og aktiviteter fra morgen til aften, men også fritid og samvær med dine refterskolevenner.
Du kan være sammen med vennerne i idrætshallen, musiklokalet, fitnesslokalet, på skolens udearealer, fx multibanen, det hyggelige gårdmiljø m.v., og i en lang række andre tilbud, som er med til at styrke fællesskabet. Der er altid sociale tilbud, som du kan benytte dig af, ikke mindst i weekenderne, men der er også mulighed for at synke ned i sofaen og tage lidt alenetid.
Undervisning
Boglig undervisning og fordybelse ligger altid først på dagen. Valgfag ligger sidst på dagen. I løbet af skoleåret er der perioder, hvor den almindelige undervisning afløses af projektorienteret undervisning, spændende aktiviteter og arrangementer ud af huset.


Rejser
På Nordsjællands Efterskole tilbyder vi forskellige skolerejser til udlandet i løbet af skoleåret.
Introtur
Vi starter skoleåret med en introtur med fokus på teambuilding og god skolestart – her får du et solidt fundament for det kommende efterskoleophold og for fællesskabet. Vi har det sjovt med – primært – udendørsaktiviteter, fx stjerneløb, minigolf, rappelling m.v.
Introturen foregår typisk til et skønt sted i Danmark.
Udenlandsrejse
I foråret tager vi på 3 forskellige rejser til udlandet. Destinationerne kan ændre sig, men i år rejser Kompaslinjen til Kenya og Globuslinjen rejser til Sydkorea. Bemærk at der på disse rejser er en ekstra egenbetaling på 6.500 kroner.
Resten af skolen rejser i år til Cypern, og denne tur er uden ekstra betaling.
Roommate
Du kommer til at bo på værelse med en, to eller tre andre elever. At bo sammen med andre er sjovt, giver et tæt fællesskab og nære venskaber. Og det kræver, at du har en fleksibel indstilling til andre mennesker, hvilket også er med til at udvikle dig som menneske.


Familiegruppe
Du bliver en del af en elevgruppe på 8-10 elever – en såkaldt familiegruppe. Du bliver tilknyttet en familielærer, som er din og dine forældres kontaktlærer. Familielæreren er til stede på skolen, så du hurtigt kan føle dig godt tilpas.
Familiegruppen mødes en gang om ugen til en familietime, hvor I snakker, hygger og har aktiviteter sammen.
Praktisk arbejde
Har du aldrig prøvet at gøre rent, så skal du nok få lært det hos os. For det er en del af dagligdagen på en efterskole at gøre rent efter sig selv. Det er et fælles ansvar. Vi tror på, at man trives bedre, når der er rent og pænt.
Sammen med dine roommates er du ansvarlig for oprydning og rengøring på værelset, toiletter og badeværelser. I familiegruppen har I desuden ansvar for rengøringen på et fællesområde på skolen.
Du kan også opleve at få praktisk arbejde i dit skema. Det indebærer alt fra at pynte op, dække bord, gøre rent, luge ukrudt, hjælpe pedellen m.v.


Weekend
Som hovedregel kan du altid tage hjem i weekenden – eller i dele af den. Oftest er det cirka halvdelen eller flere af skolens elever, der bliver på skolen og deltager i tilbud og aktiviteter i weekenden.
Aktiviteterne bliver arrangeret af skolens lærere, men du har også mulighed for at byde ind med forslag til ting, I kan lave sammen. Nogle aktiviteter er obligatoriske, så alle kan få blandet sig i fællesskabet, og der bliver taget hensyn til, at der i weekenderne skal være aktiviteter for alle.
I løbet af skoleåret vil der være få hele eller delvise weekender, hvor du skal være til stede på skolen.
Hent årskalenderen for 20/21 her
(opdateret november 2020)
FØLG OS
@nordsjællandsefterskole