Mit yndlingsbibelvers
af Jytte Skovgaard
Hej, jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om mig selv og mit yndlingsbibelvers.
Hvor skal jeg begynde?
Jeg er 31 år. Jeg er hustru, mor og lærer på NE med fokus på elever, som har brug for ekstra hjælp. Jeg elsker sport, særligt fodbold, og jeg elsker musik, både at lytte til den, spille den og lave den selv.
Da jeg var barn, hørte jeg meget om Gud og lærte mange bibelvers, men jeg kendte ham ikke så godt.
Da jeg blev teenager, begyndte jeg at lære Gud lidt bedre at kende. Min tid som elev på NE var startskuddet til en form for relation til Gud. Jeg læste meget i bibelen og gik altid i kirke.
Men der kom en tid, hvor jeg ikke kunne få det til at give mening.
Så blev jeg oprørsk og sagde til Gud, at hvis han virkelig fandtes, så måtte han gøre noget for at få det til at give mening. Jeg gav ham en sidste chance og tog på en kristen højskole i udlandet. Hvis der ikke skete noget drastisk, ville jeg lægge Gud på hylden.
Der skete noget drastisk. Gud begyndte at tale til mig - direkte - til mit hjerte, så det hoppede et slag over. Han gav mening som aldrig før. Jeg begyndte for alvor at lære ham at kende. Jeg fandt ting i Bibelen, som jeg aldrig havde set før. Jeg fandt ud af, at han havde en kærlighed til mig, som var større, end jeg nogensinde kunne drømme om.
Jeg kom hjem fra højskolen - mere hel som menneske, fordi jeg havde fundet mit hjem i relationen til Gud.
Efter et par måneder hjemme kom jeg ud for en sportsulykke. Mit liv gik i stykker. Jeg kunne ingenting - havde konstante smerter, svimmelhed og koncentrationsbesvær. Jeg lå i min seng og kiggede op i loftet i månedsvis. Jeg kunne ikke læse i Bibelen, og jeg kunne ikke samle min koncentration nok til at bede en bøn. Det så sort ud.
----------------------------------------------------
Gud må have været der, og hans ånd må have gået i forbøn for mig med uudsigelige sukke. Der skete nemlig det, at jeg lærte Gud at kende på en ny og mærkelig måde i den tid. Han var der hele tiden, uden ord, men mere tydelig end nogensinde før. Spørgsmål som "Hvorfor..? - Hvorfor mig..? - Hvad nu..? - Vil jeg nogensinde komme til at leve rigtigt igen? - Er det her liv overhovedet værd at leve?" blev ikke besvaret. De blev omfavnet. Gud var hos mig.
Jeg fik det bedre, og senere fik jeg det værre igen. Op og nedture - sådan er det fortsat. Jeg forsøger at acceptere, at jeg er delvist invalideret. Jeg lever stadig med spørgsmålene. Men Gud er hos mig, og han overrasker mig fortsat. Han giver mig et helt andet liv, end jeg havde forventet.
Så siger nogle, at "så var det nok meningen…". Jeg kan personligt ikke få det til at give mening. Men Gud er der og giver i sig selv mening, uafhængig af min situation.
Rom 8,26 er måske et lidt mærkeligt vers at vælge som yndlingsvers, men det er bare poppet op i mit hoved konstant de seneste uger, og det siger egentlig meget det samme som mange af mine andre yndlingsvers:
At Gud er hos os. At han er så tæt på os med sin ånd og kender os så godt, og elsker os så meget - at det ikke afhænger af vores evne til at bede. Ord kan være utilstrækkelige. Men det gør ikke noget. Gud er der.